Svømmer du i tankernes flod?

Jeg beskæftiger mig meget med tanker. Både hvad angår egne tanker og det at hjælpe andre med fx tankemylder. Hjernen har det med at ruminere omkring problemer, som vi går rundt med. Det kan opleves som en uendelig strøm eller “støj” som vi går rundt med i hovedet, og oftest vil vi bare gerne opleve, at have (tankemæssig) ro.

Jeg ved også, at rigtigt mange mennesker identificerer sig med deres tanker. De tænker, at det er dem selv der tænker tanken, men er det nu også det? Hvem skulle det ellers være, kan det så være, at du vil sige…

Lad os tage den så derhen, at vi kan sige, at tanker ofte er en evig strøm af formuleringer, som “stiger op fra dybet”. Og dybet er dit ubevidste sind. Det er budskaber som stiger op til din bevidsthed og som går gennem mange lag, herunder dine livsmæssige prægninger. Jeg forestiller mig sommetider, at det er lidt ligesom at betragte kulsyren i en sodavand stige op til overfladen, når man åbner en flaske.

Det sagt, kan du også vælge at fremstille en tanke. For eksempel kan du vælge at tænke på en dejlig ferie du snart skal på.

Jeg skelner derfor mellem indgående og udgående tanker. De fremstillede tanker er for mig de udgående.

I terapeutisk sammenhæng ser jeg rigtig mange mennesker som lider under det omtalte tankemylder. Det kan holde folk vågne om natten.

Mange mennesker tænker følgende om deres tanker:

  • Mine tanker er sandheder, som jeg tror på ubetinget
  • Mine tanker er kommandoer, som jeg skal adlyde
  • Mine tanker er vigtige, og jeg skal lytte til dem

Kender du billedet La Trahison des images (billedernes bedrag) af René Magritte? På fransk står der “Dette er ikke en pibe” (se billedet herunder).

Det er ikke en pibe fordi, at det er et billede af en pibe. Og eftersom du læser dette her på en computer, tablet eller mobil er det ikke engang et “rigtigt” billede, men en strøm af bits.

På samme måde er dine tanker ikke virkelighed. De er bare tanker.

Ganske vist kan tingene manifæstere sig i det virkelige liv, når du tænker på dem. Derfor skal du også passe på med dine tanker. Jeg fristes til at bringe det kende citat af Frank Outlaw:

Pas på dine tanker, de bliver til ord
Pas på dine ord, de bliver til handlinger
Pas på dine handlinger; de bliver til vaner
Pas på dine vaner, de bliver til din karakter
Pas på din karakter, for den bliver din skæbne

 

Både derfor og fordi det – for de fleste mennesker – kan være drænende med tankemylderet, bruger jeg tid på at forklare, at du rent faktisk IKKE helt kan styre dine tanker. Men du kan lære at bruge dit fokus, og du kan lære at reframe på tankerne (betragte dem i et andet lys – det der kan ligne en ulykke kan også være en mulighed for at gøre noget andet – men gaven kommer sommetider i en elendig indpakning).

Jeg vil derfor gerne introducere dig for en metafor, som måske kan hjælpe dig:

Tænk på dine tanker som en flod. Nogle gange er der rigtig meget vand i floden og strømmen er stærk. Andre gange er det måske omvendt.

Har du en fornemmelse af, at du er i floden?

Sommetider kan det måske føles som om, at du rives med strømmen, mens det andre gange føles, som om at du forsøger at kæmpe dig op imod den. Det sidste er oftest nyttesløst, hvis strømmen er stærk. Du vil hurtigt blive udmattet og måske opslugt af floden.Nu er det sådan med floder, at vandet jo er kommet i dem på én eller anden måde. Omgivelserne præger floden. Hvis vi fx fjerner en masse træer fra omgivelserne, har vi ingen træer til at suge noget af vandet, og vand fra omgivelserne kan bevirke, at der er høj vandstand og strøm. Rent metaforisk svarer det til, at der er områder i dit liv, som du måske bør varetage. Er du løbende proaktiv i dine handlinger og i god kontakt med dig selv, kan du holde vandstanden og strømmen stabil.

Både på engelsk og på dansk har man et ord – defusion, som betyder at “træde et skridt tilbage” (ift. dine tanker).

Det første step er at du bemærker, at du er i færd med at tænke noget. Brug lidt tid på at betragte disse tanker, og vurder hvad de forsøger at fortælle dig. Hvis du er i gang med noget samtidig, så stop op, tag nogle dybe indåndinger og vær nærværende ift. dine tanker.

Brug så den defusions-teknik at du tænker på din tankerække som den flod der er beskrevet ovenfor.Start med at vurdére om du er i floden, og om lader dig rive med, om du forsøger at svømme op imod strømmen eller måske nærmest træder vande (og forsøger at undgå at drukne).Overvej så, om du rent faktisk behøver at være i floden. Hvordan vil du opleve det, hvis du forestiller dig, at du sidder på kanten af floden og betragter strømmen? Eller hvordan vil du opleve det, hvis du forestiller dig, at du befinder dig i en robåd på floden?

Ved at fjerne dig helt fra floden vil du opøve en evne til at betragte dine tanker udefra. Det åbner så op for spørgsmål som:Hvis jeg kan betragte mine egne tanker udefra, hvem er det så der tænker dem, og hvem er det så der observerer dem?

Er du i det hele taget dine tanker?

Mine bud er, at du IKKE udelukkende er dine tanker. Du er så meget mere end det. Endvidere, at du har et højere jeg som er den der evner at observere dine tanker (som overvejende svarer til det “lille jeg” eller dit ego). Jeg er og med på, at det at observere jo også er en tanke. Tænk på det, som at det højere jeg blander sig i tankestrømmen.

Jeg ved, at det vil være udfordrende påstande for nogen, og jeg har ingen forventning om at du bare tror på mig, eller at du kan nå dertil på kort tid, hvis du gennem et langt liv har identificeret dig med dine tanker. Men kloge, forstandige og vise mennesker er nået dertil, så det ER muligt.

En anden måde at opnå defusion på er, at du først udvælger dig én af dine tanke, fx en tanke som opstår regelmæssigt. Rigtig mange mennesker er plaget af et lavt selvværd, men uanset hvad, kan de fleste af os komme til at tænke tanken “jeg ikke er god nok“. Sæt nu ord på tanken. Fx “jeg er ikke god nok” (jeg kalder dem for overbevisninger) og gentag den gerne nogle gange.

Omformuler nu sætningen til “Jeg tænker, at jeg ikke er god nok“. Gentag sætningen nogle gange.

Tag den et skridt videre og omformuler nu sætningen til : “Jeg bemærker, at jeg tænker, at jeg ikke er god nok“. Gentag den igen nogle gange.

Observer dine egne og indre oplevelser, når du omformulerer tanken. Hvad gjorde det for dig?

Jeg er næsten sikker på, at du vil opleve, at du lægger distance til tanken. At det går op for dig, at det bare er en tanke, og ikke er virkelighed. Ligesom det ikke var en pibe, men et billede af en pibe, og ligesom dette ikke var et billede af en pibe, men digitale bits.

Jeg vil også tro, at det at lave sætningen om til “Jeg bemærker, at jeg tænker…” dissocierer dig ift. tanken. At du lægger afstand til den. Og måske begynder du så at få øje på, at der i virkeligheden både er et stort og et lille jeg.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com