Her til morgen, efter min sædvanlige “morgen grine runde” (jeg har en mani med helst at skulle starte dagen med et smil, fx ved at se nogle sjove videoer), faldt jeg over et indslag med milliardæren Dan Lok fra Hong-Kong, som også tilfældigvis ræsonnerer med nogle af mine egne tanker om personlig udvikling.
Du skal forestille dig, at du tegner en cirkel. Inde i denne cirkel placerer du alt det som du har. Det kan være din indkomst, din familie, dit job, din bil, din hamster, dit gode humør eller helbred. Det handler ikke kun om materialle ting. De ting der ligger indenfor cirklen er ting, som du oftest prøver at fastholde, og som oftest, ikke kræver den store indsats for at fastholde.
Det er selvfølgelig en rigtig god øvelse at være taknemmelig for det som du allerede har. Det er den stoiske tilgang.
Men der vil uvægerligt være ting som du gerne vil have, og som du ikke har. Disse ting placerer du udenfor din cirkel. Det kan selvfølgelig godt være materialle ting, men det kan også fx være det at turde stille sig op og tale på en konference, at tage med til en bestemt fest eller at iklæde sig noget nyt tøj. Som jeg forstår det, behøver det ikke altid at have et eksplicit formål. Der kan også være lidt tilfældighed over det. For eksempel ved at læse en helt anden type bog, end du normalt ville læse. Eller at se en anden type film end dem du normalt ser. På en måde er det også stoisk, for stoikeren vil fokusere sin indsats om sine handlinger.
Måske er det allerede ved at gå op for dig, at din cirkel også repræsenterer din komfortzone. Så hvis du ønsker at tilegne dig nogle af de ting der ligger udenfor cirklen, skal du udvide din komfortzone (du kan også sige, at du må UD af zonen eller at krydse cirklens kant). Det er her vi kommer ind på emnet personlig udvikling.
Og derfor er den allervigtigste vane at tilegne sig, ifl. Dan, konsekvent at gøre ting som gør dig ukomfortabel. Som strækker og udfordrer dig. Gerne dagligt. Gøre det til en ny vane.
Det der oftest holder os tilbage er frygten. Frygten for at fejle, frygten for fiasko, frygten for at blive afvist og måske ofte overset: Frygten for succes. Og frygten må du nødvendigvis møde, hvis du vil tilegne dig vanen.
Jeg er sikker på, at du godt selv er klar over, hvor det gør ondt henne. Hvor du har din frygt placeret.
Et lille eksempel, som handler om mig selv: Jeg har lavet en reklamevideo for det projekt jeg er blandet ind i, hvad angår en hypnoseuddannelse. Det at skulle se og høre mig selv, har altid udfordret mig. Men allerede dengang jeg sprang ud som podcastvært, transcenderede jeg min komfortzone hvad angår det at skulle høre på min egen stemme. Nu var det så det visuelle der stod for skud. Efter hvad der ligner en uge på fuldtid med videoredigering, har jeg måtte se og høre mig selv en helt masse gange. Og nu er jeg egentlig ret OK med det. Det har rykket ved mine grænser. Videoen ses nedenfor, hvis man skulle være interesseret:
I 2020 afleverede jeg sammen med en medstuderende en rapport baseret på NLP modelling, altså hvor man afkoder nogle udvalgte mennesker for deres egenskaber hvad angår det at lykkes. Og overfører “forskellen, der gør forskellen” til en kontrastperson, som ikke rigtig kan lykkes.
Her analyserede vi og afkodede Jesper Buch, Martin Thorborg og Jacob Risgaard.
Her faldt vi sammenstemmende, at de netop bruger det, at “disrupte” sig selv og gå nye veje hele tiden. Det kan være noget så småt som at køre en ny vej hjem fra arbejde eller at sætte sig ved et nyt bord i kantinen. Eller at foretage sig noget helt “hjernedødt”, for at se hvad der kommer ud af det. Det kan også være, at rejse væk i en periode. Jacob Risgaard talte om, at “være en parabol for nye signaler” og om at han siger ja til det meste. Men det handler også om de større ting, hvad angår personlig udvikling.
De er alle dygtige iværksættere, ingen tvivl om det. Jeg har dog så måske ændret syn på specielt Martin, men det handler mere om hans holdninger til hvad der foregår i samtiden.
Efter at have set videoen bliver jeg selv inspireret til at gøre endnu mere af det som gør mig ukomfortabel. Jeg kan – forholdsvis nemt – forestille mig flere områder, hvor jeg kan øve mig.
Men hånden på hjertet, er det nok – trods alt – blevet en integrereret del af det at være mig. For mig er det selve essenssen af “personlig udvikling”, at du må først må erkende de, nogle gange smertelige, forhold i dit liv. Og dernæst prøve at finde nye og egnede veje igennem moradset. Dette inkluderer også det at fejle, de første mange gange. Bliv i troen!
Du kan selvfølgelig også overveje at gribe det an som i bogen “terningemanden” (Luke Rhinehart). Den læste jeg for mange år siden. Det handler om en mand, som tror så meget på, at tilfældigheder også indgår i vores liv, at han ved hver en skillevej giver sig selv 6 forskellige valg, ved at tildele et valg til hvert tal på terningen (husk at mikse ting der udfordrer dig og ting som gør dig komfortabel), hvorpå han så kaster terningen, og konsekvent udfører ‘det befalede”. Uanset om det er gode eller dårlige ting.
Det handler om at bruge din “forandringsmuskel”. Use it or lose it!
Hvad er den ene ting du kan gøre allerede i dag, og som udfordrer din komfortabilitet?